Anne Jee Tougaard Hansen – tidligere studieambassadør
Jeg hedder Anne og er 19 år gammel. Jeg bor meget tæt på centrum i Holstebro, så der er hverken langt for mig til skolerne eller byen. Lige nu går jeg i 3.G på Holstebro Gymnasium. Jeg har Musik A og Drama B som hovedfag, hvilket jeg er meget glad for. Det er fedt, at man kan have kreative fag på gymnasiet. Faktisk er jeg så vild med det kreative, at jeg også vælger at bruge min fritid på det. Efter skole går jeg nemlig på Musical og Teater, som er en linje inden for Dansk Talentakademi. Der bliver vi undervist i sang, dans og drama. Er super glad for at gå der, og man møder rigtig mange søde og talentfulde mennesker i DTA-miljøet.
Jeg er også super glad for at se teaterstykker, gode film og høre lækker livemusik. Vil generelt bare gerne komme ud og se, hvad andre folk har at byde på. Det er ofte meget, og jeg elsker at blive imponeret af andre menneskers talenter. En anden ting, som jeg er rigtig glad for er shopping – gerne i genbrug. Det er billigt! Og jo billigere tøjet er, jo mere kan man tillade sig at købe af det. Der er altså intet, der er mere hyggeligt, end at tage en tur rundt til alle genbrugsbutikker i byen sammen med mine veninder.
Når jeg rigtig skal slappe af, er jeg tit sammen med min kæreste. Det kræver ofte lidt planlægning, da han bor i en meget lille by, der hedder Lomborg. Ellers er jeg ofte sammen med nogle gode venner og veninder. Jeg slapper rigtig meget af i andres nærvær. Vi behøver ikke at flade ud og lave ingenting. Det er selvfølgelig rart, men er lige så glad for, at vi laver en masse.
En perfekt aften for mig, består af en god samtale over en flaske rødvin, og hvis man ender i byen på et tidspunkt, så er det jo heller ikke slemt. Vil gerne have en hverdag og weekend med fart på. Jeg er nok en af de personer, der aldrig kan sidde stille og slappe helt af, men det gør mig egentlig heller ikke noget.
Fun facts:
- Er utroligt bange for frøer – både de store og de små!
- Jeg er meget rytmisk ubegavet med mine hænder, så jeg tør ikke spille på trommer…